Smertegrænsen

“Smertegrænsen”  er en barsk og virkelig fortælling om at være afhængig af kærlighed. Om at elske så meget, at det kan blive livsfarligt, og om at være en mands psykiske boksepude. Men det er også en bog om at finde sig selv, gøre op med destruktive mønstre og opdage, hvordan sund kærlighed føles.

En bog om, hvordan lyset langsomt men sikkert bryder frem for enden af tunnelen, når mørket har overtaget magten og omslutter dig og alt er kaos indeni.

Connie og Niels har været gift i 20 år, da Niels meddeler, at han har mødt en anden kvinde. Denne gang er det anderledes end hans ellers mange affærer. Niels vil separeres. Connie holder op med at spise, er ude af stand til at passe sit arbejde og sidder aften efter aften med kniv og piller i den ene hånd og selvmordstanker i den anden. Hun flytter ind hos genboen for at være så tæt på Niels som muligt, mens hun desperat forsøger at få ham tilbage. For hun elsker ham stadig. Tror hun …

Connie er dybt afhængig af sin mand. Derfor har hun gennem mange år accepteret hans utroskab, løgne og psykiske overgreb. I sin kamp for det, hun har troet var kærlighed, har Connie konstant ladet sin smertegrænse overskride – økonomisk, seksuelt og i mange andre aspekter af tilværelsen.

Da Connie endelig kommer ud på den anden side af sit kærlighedsmisbrug er det med en såret sjæl og et skrøbeligt sind. Hun møder dog hurtigt en ny mand, som hun forelsker sig stormende i, men det varer ikke længe, før Connie gentager sit skadelige mønster – denne gang voldsommere end før. Og snart sidder hun atter med selvmordstankerne.

Læs også:  ”De 12 Jeg-funktioner anvendt i praksis”

Eftertanke;  ”Afhægigheden gjorde mine grænser flydende, derved mistede jeg min identitet. Da min “jeg” struktur gennem dybde og intens omhygggelighedsarbejde med mig selv blev genskabt, blev mine grænsemarkeringer atter tydelige”.

Bogen “Smertegrænsen” kan købes direkte hos forfatteren Connie Skammelsen. Send mail eller ring for at aftale nærmere.

Uddrag fra bogen “Smertegrænsen”:

“Niels, stop. Jeg beder dig. Stop med at ringe til hende, græder jeg.”

“Ssh, du må forstå, at det er vigtigt for mig at udvikle forholdet, så jeg ved, om det kan bære, inden jeg siger farvel til dig Connie. Du har jo stadig en chance, hvis du arter dig. Hvis ikke, så ……. Og du kan jo bare gå, hvis du ikke vil høre på det”, svarer han og kigger koldt på mig. Igen lystrer jeg tomt og trisser ud i køkkenet som en hund med blanke øjne og en grim smag i munden.

“Engang var jeg din prinsesse, snøfter jeg for mig selv. – Hvorfor behandler du mig pludselig som den dørmåtte, du træder på inden, du går ind ad døren?”

Fra køkkenet hører jeg hamle, fjolle og flirte. Jeg skriger og banker på døren ind til stuen, hvor han nonchalant slænger sig i lænestolen, så minehændersmerter. Det hjælper ikke.

Lige inden jeg falder sammen på køkkentrægulvet, rækker min ene hånd ud efter knivene på væggen. Jeg når akkurat at gribe den største – en japansk stålkniv – før jeg ligger i fosterstilling. Det eneste, jeg kan mærke, er kniven i min hånd. Alt andet er lammet. Mine fingre knuger om grebet. Jeg ved præcis hvor, hvordan og hvor dybt.

Læs også:  Vi skal ikke leve med ensomheden