Hjertesorg, sorgfyldt hjerte, et hjerte som græder.
Hvad er det, hvordan føles det, hvornår opstår det, hvordan heler hjertet igen?
Hjertesorg opleves helt individuel, og alligevel kender de fleste af os godt til smerte i hjertet.
Sorgen er en af vore grundfølelser, vi fødes med evnen til at udtrykke tristhed og smerte.
Sorg og smerte hænger uløseligt sammen og får os til at mærke efter, stoppe op; hvad er det som sker i mig og hvad sker der med mig.
Hjertesorg er stærkt forbundet med kærlighed. Når vi mister nogen vi har kær, når et kæreste forhold stopper, fyldes vi af en nærmest ubærlig smerte. Fysisk mærker vi vores krop reagerer, stagnerer, går i dvale, som alt lukker ned og kun sorgen fylder i alle vore celler. Vi har måske svært ved at trække vejret, vi kan ikke spise, har søvnproblemer, og utroligt svært ved at se meningen med livet.
Sorgen har brug for at blive respekteret, brug for at blive hørt, og fortalt igen og igen til mennesker omkring os, blive skrevet ud af os i ord eller musik.
Sorgen har brug for tid, tid til at blive bearbejdet, og du som mærker sorgen har brug for omsorg både fra dig selv og fra verden omkring dig.
Jeg ser ofte mennesker skøjte videre i livet uden at have taget sig tid til det skift, der uvilkårligt følger med sorgen i os, når vi mister nogen eller noget vigtigt i vort liv.
Hjertesorg forandrer os helt dybt i sjælen og fordrer ofte en omstilling af os i forhold til vort eget selvbillede, identitet og rolle i vennegruppen, i familien, på jobbet.
Måske er jeg gået fra at være to til at blive single, måske var det mit eget valg måske var det skæbnen der bestemte. Måske har jeg mistet en forældre, en nær ven eller måske et barn.
Nogle gange er sorgen forventet, hos mennesker med lange svære sygdomsforløb, mennesker som har levet et langt liv og er parate til at skulle herfra.
Andre gange kommer tabet abrupt og helt akut uden nogen form for varsel.
Uanset hvad, gør sorgen ubeskriveligt ondt i hjertet og i hele min krop. Her kan jeg få brug for støtte.
Jo mere intenst, inderligt dybt jeg elsker, jo sværere og tungere er sorgen.
Tid, indsigt, og gradvis accept, forståelse af mig selv og mine egne kompetencer til at give slip og langsomt, ganske langsomt komme i gang med det levende liv er vigtigt.