Samfundets skjulte psykoterapeuter

– Et portræt af en psykoterapeut i sundhedssektoren 

Interview med Connie Skammelsen 

Skrevet af Sanne E. Rimpler. Foto Sanne E. Rimpler. Artikel til Psykopress

Jeg møder Connie i klinikken i Mejlgade i Aarhus C på denne varme sensommer-augustdag, hvor solen og  varmen over Europa har valgt at sende blide kys ind over byens pulserende liv. I døråbningen til lokalet ser  jeg Connie i gang med at skrive i en lille bog, der mest ligner en fysisk årskalender. Jeg hilser glad, og Connie  ser op på mig med smil i hele ansigtet og byder mig begejstret velkommen. Vi giver hånd, og hendes smil  smitter. Den blide sensommerbrise smyger sig ind ad det åbne vindue i kliniklokalet. Solen skinner ned i  den lille tilhørende gård, der hører til lejemålet. Jeg betragter udsigten et øjeblik og nyder godt af brisen,  der kysser mit ansigt. Jeg føler mig utrolig velkommen her og overvejer et øjeblik, om årsagen er brisen  eller Connies varme smilende væsen – med furer og mimiske træk fra et levet liv – der møder mig lige der i  hjertet af Aarhus. Jeg vurderer, at det helt klart er begge dele, der giver anledning til denne positive  stemning i mig. 

Vores ærinde på denne dag, hvor vi har sat hinanden stævne til dette interview, omhandler det at bruge  den psykoterapeutiske erfaring og viden samt menneskesynet ind i et sundhedsfagligt arbejde. 

Connie har arbejdet som sygeplejerske i næsten 40 år. Hun har de seneste mange år arbejdet på afdelingen  for mave-/tarmcancer. Her har hun dagligt stået med mennesker, hvis eksistens var i totalt opbrud. Med  store kontraster som liv og død, med patienter med dødsangst, identitetskrise, værdi-clash og ændring i  hele menneskets livsverden. Når stomier skulle indopereres, eller cancerdiagnosen gav hårde odds for den  nære fremtid. Pårørende, mødre og fædre med børn – eller børn med cancer og forældre til disse. Alt  sammen en daglig eksponering for Connie i dette felt som sygeplejerske. 

I 2009 startede hun på en uddannelse til psykoterapeut og stod i 2012 som færdiguddannet. 

Artiklen her handler om de ”skjulte psykoterapeuter”, der arbejder i regionale eller kommunale stillinger  ude i samfundet og bruger deres psykoterapeutiske kompetencer, dog uden at stillingsbetegnelsen bærer  præg af det. Connie Skammelsen er en af dem. Hermed læser du således et portræt af psykoterapeuten,  sygeplejersken og mennesket Connie. 

I forbindelse med psykoterapeutstudiet, samt efter endt uddannelse, oplevede Connie, at der skete en  ændring i hendes måde at være i sig selv samt være med patienterne på. En udmærket velkendt oplevelse, som hører de fleste psykoterapeuter til. Det første, hun oplevede, var, at der var en anden oplevelse af forsvar og egne samt andres grænser. ”Det var i hvert fald der, jeg fandt ud af, at jeg selv havde nogle  udfordringer, da jeg tog basisåret,” tilføjer Connie. ”Det, at kunne gå ind med en anden viden om mig selv  og en anden bevidsthed omkring egne skygger, det gjorde, at jeg tror, jeg blev mere autentisk i mødet med  mennesker,” fortæller Connie, mens hendes øjne ser ned mod hendes højre side. Connie ser igen op på mig  og fortæller videre: ”Det, at kunne stå bedre ved mig selv og passe på mig selv med min egen ærlighed, gav  en bedre fundering. Måske har jeg aldrig rigtig før kunnet møde mennesker ud fra den her autenticitet og  med en bedre forståelse af mig selv og i den ærlighed, virkelig være i stand til at have selve mødet med et  andet menneske”.  

Connie fortæller om denne empatiske platform at møde mennesket ud fra; at denne empati også går indad  og dermed også udad mod det andet menneske. 

”Der er ligesom en, der flytter ind, der ikke har beboet stedet før,” 

siger Connie om det at lære sig selv at kende gennem den psykoterapeutiske dannelsesrejse, der netop  skaber denne omtalte platform af empati i mødet. 

På afdelingen brugte hun de psykoterapeutiske kompetencer på den måde, at hun specifikt arbejdede med de patienter, der havde særligt brug for en samtale om angst, sorg, identitetskrise eller andre temaer og som måske havde gavn af lidt mere tid og af et menneske, der kunne stå i de intense følelser sammen med  patienten. Det var en aftale, som både kollegaerne samt Connies leder arbejdede ud fra – at Connie,  grundet den psykoterapeutiske kompetence, havde både de almene sygeplejeopgaver samt disse mere  terapeutiske opgaver. Det kunne så godt være, at samtalen foregik hen over en stomi, der skulle renses og  påsættes på den pågældende patient; og på andre tidspunkter var det måske i den svære samtale på stuen  eller sammen med de pårørende, hvor Connies terapeutiske kompetencer blev bragt i spil. 

Disse kompetencer stod dog ikke som en del af ansættelseskontrakten og ej heller på titlen på navneskiltet.  Sygeplejerske og med denne overenskomst. Kollegaerne kunne derudover nyde godt af, at der under  journalisering var en fyldestgørende beskrivelse under rubrikken ”psykisk”, når Connie havde været på  vagt. Dette kunne være ret hjælpsomt til den næste kollega, der skulle ind på stuen til patienten. 

Der fremgår ikke bitterhed over denne usynlige kompetence, som ikke er overenskomstforhandlet eller  skrevet ind som officiel arbejdsopgave. Connie beskriver det blot som et vilkår, hvor energien i vores  samtale mere rettes imod begejstringen og gaven i at netop stå der, som menneske og fagperson bedre  funderet, mere autentisk og i stand til at møde de daglige fænomener og mennesker, hun er i kontakt med. 

I dag arbejder Connie på fuld tid i sin egen klinik i netop de lokaler, vi befinder os i i dag. Det at have stået i  felten i så mange år med en målgruppe med eksistentielle udfordringer i liv og død har sat sine spor i  nervesystemet. Connie lægger bl.a. mærke til, at hun er blevet mere sensibel overfor afbrydelser i det, hun  er i gang med, f.eks. når hun laver terapi. På afdelingen som sygeplejerske skal du være i stand til at  håndtere og prioritere akutte situationer – et vilkår, der medfører mange pludselige afbrydelser midt i  arbejdsopgaverne. Denne årvågenhed og høj-arousal har Connie haft gavn af at få mulighed for at ligge  stille ned, nu hvor hun i en årrække har arbejdet i sit eget selvstændige virke på klinikken.  

Vi taler lidt om det at have været i samspil med mennesker, hvor temaerne er liv og død; at det kan sætte  spor i de daglige induceringer, der kan opstå i interaktionen.  

Et spændingsfelt jeg genkender fra mit virke som fysioterapeut med traumatiserede flygtninge med krigs og torturtraumer i en længere årrække. Den norske psykiater Sverker Belin taler om de daglige  induceringer af interaktioner, hvor vi deler nervesystem et øjeblik med klienten; i og med at vi har  spejlneuroner, giver disse neuroner os en grad af den samme biokemiske reaktion i form af  neurotransmitterstoffer og neural aktivitet samt hormonel udskillelse, som klienten har. Et vilkår ved  menneskets evne til at socialisere sig. Det giver dog også et klart fysiologisk billede af, at adskilthed er en  illusion, på den måde helt konkret, at det, den anden føler i dette øjeblik, føler og mærker jeg også en grad  af i dette øjeblik. Jo større evne du har til at registrere disse biokemiske reaktioner indadtil, jo større er din  empati. Jo større bevidsthed du har, jo mere evner du at se det andet menneske og sætte sig i dennes sted.  Sverker Belin påpeger denne menneskelige egenskab som et vilkår, vi, der arbejder med mennesker med  høj aktivitet i nervesystemet i form af angst, liv, død, psykopatologi eller somatiske alvorlige tilstande, må  have hjælp til at af-klimatisere samt aflade eller få supervision på. Han understreger vigtigheden af at få  renset systemet for at undgå sekundær traumatisering. Sekundær traumatisering kan beskrives sådan, at vi 

kan være eksponeret over tid for andre menneskers traumehistorier samt have daglig eksponering for  empatisk at møde deres nervesystem og væsen med vores nervesystem og vores væsen. Disse  interaktioner og udvekslinger kan sætte spor i vores nervesystemer.  

Som psykoterapeutstuderende gennemgår vi jo vores eget materiale og får det transformeret – skaber  bevidsthed på samt bliver afklaret med det, når vi over tid gennemgår både vores egenterapi samt den  praksislære og fænomenologiske undervisningsform, psykoterapeutstudiet har. Det giver en god ballast til  at kunne skelne mellem, hvad der er mit, og hvad der er klientens materiale, således at vi – jf. det  ovenstående – er relativt hurtigere til i en supervision eller efter mødet med en given klient at kunne rense  vores system, centrere vores energi og skelne ’hvad er mit, og hvad er klientens, og hvad har ”taget bolig i  mig” og efterladt en lille dugdråbe af klientens stemning inde i mig, og hvordan kan jeg være med det?’ 

Hos FaDP har vi et minimumskrav af egenterapi-timer for den færdiguddannede psykoterapeut. Dette  netop, blandt meget andet, for at oparbejde skelneevnen for terapeuten i forhold til hvad er mit, og hvad  er andres. Ligeledes skal uddannelsen have en varighed på minimum 4 år med modtaget undervisning  svarende til minimum 1066 timer. Denne praksiserfaring samt de vidensmål, som psykoterapeuten færdes i  verden med, kan jeg relatere til i Connies udsagn omkring den ro og den empatiske platform, som Connie  beskriver, hvor empatien både går indad og udad i rejsen gennem livsverdenen. 

Om dette skift af målgruppe og arbejdsform fortæller Connie, at det har givet mere ro samt nærvær  generelt i de arenaer, hun befinder sig i, at have skiftet målgruppen og arbejdsformen ud med eget virke  som psykoterapeut.  

At gøre gerning og samfundstjeneste som sygeplejerske i de næsten 40 år har været fuldt ud  meningsdannende og har leveret mange mangfoldige menneskemøder. En erfaring og et bidrag til  samfundet, hun ikke ville have været foruden. 

Menneskemøder og mangfoldighed er faktisk nogle af Connies værdier også i fagligt øjemed. Jeg sidder  nemlig her, som læseren nok allerede har opfanget, med en ildsjæl, der brænder for vores  psykoterapeutiske fag.  

Connie sidder i bestyrelsen i Dansk Selskab for Personcentreret og Oplevelsesorienteret Psykoterapi  (DSPOP). I juli i år blev der afholdt den verdensomspændende World Conference for Person-Centered and  Experiential Psychotherapy and Counseling (PCE2022). Det var den 15. af slagsen, og Danmark havde i år  værtskabet. Connie og tre andre, plus en femte til sidst, planlagde og udførte denne værtsopgave over en  planlægningsperiode på fire år. Gruppen var sammensat af tre psykologer og to psykoterapeuter.  Konferencen blev gennemført på fineste vis, hvor der synkront foregik både fysiske workshops, speaks og  interaktioner samtidig med, at det blev sendt ud digitalt på Zoom til dem, der var med der.  Planlægningsgruppen kendte ikke hinanden på forhånd, ”dog var det ligesom sådan et fellowship, der blev  skabt”, fortæller Connie. 

Connie fortsætter: ”Det hele var selvfølgelig gennemsyret af Carl Rogers’ ånd og centreret omkring  spørgsmålet ”How can I be of help?” Et spørgsmål Carl Rogers spurgte sig selv om og brugte tid på at  undersøge.” 

Undervejs i både planlægningen og under selve afholdelsen oplevede Connie netop disse mangfoldige  menneskemøder, som hun næres så godt af. ”Det har været benhårdt nogle dage og super spændende, og det har lukket døre op alle mulige steder i verden. Det at ringe op og samtale med nogen, der sidder i  Brasilien, Grønland eller New Oakland, det har virkelig givet en spændvidde på den måde, jeg ser på  psykoterapi i dag. Selvom vi fagligt taler det samme sprog, så taler vi alligevel ikke helt det samme sprog.

Det, der driver mig til at arbejde benhårdt og dedikeret for at stable sådan en konference på benene, er  menneskemødet. At kunne opnå det der encounter-niveau sammen.” 

Netop det der menneskemøde og encounter-niveau i samtalen, er det, jeg går fra klinikken i Mejlgade med  mødet med Connie.