Behandling af spiseforstyrrelse
Hvis du har mange tanker om mad, vægt og krop, og hvis det ovenikøbet forstyrrer din hverdag, er det tegn på, at du har eller er ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Måske undgår du nogle typer af fødevarer, har regler overfor dig selv, hvor meget du må spise, eller hvor ofte du skal træne. På kort sigt kan det give dig en følelse af ro, tryghed og kontrol. Men i længden er det ikke holdbart.
Du oplever måske samtidig, at vaner og tanker omkring motion og spisning på andre måder fylder alt og tager energi fra din hverdag og dine daglige gøremål. Det kan være, at tankerne fylder så meget, at du har svært ved at koncentrere dig, slappe af eller have overskud til venner og familie. Måske står dine nye kost- og spisevaner i vejen for andre ting, som du gerne vil i livet.